Tiden efter genåbning – hvordan går det hos Hvitfeldt?
Butikken har nu været genåbnet i godt og vel halvanden måned, og vi tænkte, at vi ville give jer et lille indblik i hvordan det går hos os.
Først og fremmest vil vi gerne sige tusinde tak til alle Jer, der fra dag 1 af har besøgt os med højt humør og god energi – det har gjort hele forskellen, og det har simpelthen været så motiverende for os!
Vi er mildest talt lykkelige for at være igang igen, have teamet samlet og gøre det vi er bedst til: nemlig at hjælpe Jer dejlige kunder med smykker og ure.
Tingene fungerer en smule anderledes i butikken nu, grundet restriktionerne.
Blandet andet må vi maks være 10 kunder i butikken samtidig med os Hvitfeldt-damer og Peter. Det skaber selvfølgelig lidt kø udenfor butikken til tider, hvilket vi egentlig synes er ret sjovt, for det ser jo langt voldsommere ud, end det egentlig er.
Derudover er vores system for batteriskift og småreparationer på ure midlertidigt ændret. Vores værktøj skal sprittes af hver gang efter brug, bare for at være på den sikre side. Derudover er det den/de samme 1-2 personer, der tager sig af urene gennem hele dagen. For at spare tid, samler vi derfor urene ind og har dem som udgangspunkt klar til henholdsvis kl 12, 15 og 18. Hvis der ikke er nogle ure inde, fikser vi dog ofte dit ur med det samme. På den måde kan vi både nå at ekspedere Jer, og ordne Jeres ure.
Vi har selvfølgelig også lavet ekstra plads i butikken til sprit, så du altid kan spritte dine hænder af. Derudover har vi placeret en sprit station ved indgangen af butikken, så vi alle kan huske at spritte af før vi går ind i butikken.
Mundbind og visir er blevet en fast del af hverdagen. Det giver til tider lidt udfordringer både for briller, hår og makeup, men til gengæld opstår der også rigtig gode grin når mundbindet er viklet godt og grundigt ind i brillerne. Vi har dog hørt i nyhederne, at mundbind og visir måske skal udfases i sikre rammer. Det håber vi selvfølgelig bliver aktuelt, så Danmark igen kan komme et skridt tættere på en normal hverdag. Vi skal nok finde noget andet at grine af 🙂
2 nye ansigter hos Hvitfeldt
Derudover har nogle af jer nok bemærket vores 2 nye ansigter. Line og Christine har indtaget gulvet i butikken, og vi kan godt afsløre at festen ikke er blevet mindre med disse 2 skønne piger! Malene-Marie er gået på barsel og Cecilie følger snart trop. Vi ønsker dem en fantastisk tid.
Masser af nye smykker og ure
Selvom at butikken var lukket ned i mange måneder, stoppede det ikke Lotte fra at handle ind. Stort. Derfor er butikken på nuværende tidspunkt stoppet til randen med de nyeste smykker og ure fra alle brands. Med andre ord var vi fuldstændig klar til genåbningen og der kom nye smykker allerede igen i sidste uge.
Du finder faktisk også enkelte tilbud – vi har nogle smykker og ure som enten er udgået eller som vi ikke får i butikken igen, og disse kan man købe til meget favorable priser. Du finder dem ikke her på webshoppen, da vores tilbud ofte kun foregår i butikken. Vi kan dog afsløre at du skal holde øje med webshoppen i nærmeste fremtid, da alle regler naturligvis har en undtagelse 😉
Konfirmationer og andet er blevet rykket til sensommeren og efteråret, så du kan med fordel handle dine gaver hos Hvitfeldt. Vi har de nyeste produkter fra de mest populære modebrands såsom Maanesten, Pernille Corydon, Festina, Jaguar, Daniel Wellington, Seiko, Certina, Sif Jakobs, Ro Copenhagen, Mads Z, Julie Sandlau, ByBiehl, Georg Jensen, Dulong Fine Jewellery, Ole Lynggaard og mange, mange andre.
Vi glæder os til at se Jer i butikken, hvor vi er klar til at hjælpe med at finde de helt rigtige gaver til dine kære.