På tur til Montblanc værkstedet
I weekenden havde Hvitfeldt sendt et par af vores skønne piger til Hamborg for at besøge det fantastiske Montblanc værksted. Vi bestræber os altid på at udvikle os, så vi fortsat kan yde den højeste service for jer alle sammen. Man er aldrig for god til at lære noget nyt – eller blot at specialisere sig endnu mere inden for et felt.
At få et unikt indblik i Montblancs produktion er en utrolig stor og berigende oplevelse. Montblanc producerer blandt andet nogle af verdens bedste penne, og det kræver et kæmpe stykke arbejde at levere den kvalitet, som du får i en Montblanc pen. Det var denne produktion, som Hvitfeldt-pigerne fik lov til at opleve.
34 steps
Montblanc fyldepennene har en smuk og unik nip (den yderste spids på pennen). Umiddelbart virker nippen som en af de mindste dele på pennen, og dette fact er egentlig også korrekt. Men vidste du, at for at producere én enkelt nip, er der i alt 34 steps fra start til slut? Nippen passerer et utal af hænder og bliver skabt med finesse og føling. At producere nips tager mellem 3-4 uger, og nippen får desuden ikke lov til at blive sendt videre i systemet, før den er omhyggeligt testet og godkendt på flere parametre.
Nippen på en Montblanc pen er produceret i 14 kt. guld – hvis du ejer en Limited Edition pen er nippen på denne pen produceret i 18 kt. guld.
40 timers polering
Når produktionen af en pen skal igangsættes anvendes en støbeform, så man sikrer at pennen bliver formet helt korrekt. Denne støbeform kreeres ud fra det unikke design, som er planlagt. Det er uhyre vigtigt, at støbeformen er fuldstændig jævn og blank, da man ikke kan polere eller rette i det materiale, som pennen er produceret i – derfor poleres støbeformen i 40 timer med forskellige pudsematerialer, herunder vatpinde, før den sendes til godkendelse.
Lyder Montblanc pennen rigtigt?
Den er god nok – pennens lyd bliver testet. På værkstedet findes helt lydtætte rum, hvor der sidder 2 personer og tester alle de forskellige Montblanc penne. Pennene testes ved at skrive, og hvis lyden af pennen ikke er helt korrekt, betyder det, at pennen bliver kasseret, og produktionen på en ny pen må startes.
Dette var blot tre eksempler ud af de mange processer, der skal til for at skabe en enkelt Montblanc pen. En produktion er altså en tålmodig proces, der involverer utrolig mange mennesker, passion og ikke mindst præcision. Vi er utrolig glade for, at få lov til at opleve produktionen i virkeligheden. Det giver et helt andet perspektiv, og oplevelsen er utrolig lærerig.
I er velkomne til at besøge os i butikken, hvor vi gerne fortæller meget mere om Montblanc produktionen. Samtidig kan du se og føle de forskellige penne, og vi er gerne behjælpelige med at finde den pen, som passer perfekt til dig.
All photocredit: Montblanc